I ishockey er det vigtigt at have klart definerede roller og positioner for at udføre en effektiv spilopstilling. Hvert hold har normalt fem markspillere og én målmand på isen. De mest almindelige positioner er to forsvarsspillere (backs), to wingspillere (venstre og højre wing), og én center. Centeren har ofte ansvar for at starte angreb og støtte i både forsvar og angreb. Wings fokuserer på at udfordre modstanderens forsvar og bidrage til mål, mens backene skal beskytte egen zone og igangsætte angrebsspillet. Forståelsen af disse roller er afgørende for, at holdets strategi skal lykkes og for at følge reglerne, der gælder for organiseret spil i ishockey. Samspillet mellem positionerne skaber flow og struktur i spillet.
Der findes flere formationstyper i ishockey, og valget af formation afhænger af kampens situation og holdets overordnede strategi. En almindelig formation er 1-2-2, som giver en balanceret tilgang til både forsvar og angreb. Denne bruges ofte, når holdet ønsker kontrolleret pres og organiseret struktur. En mere offensiv variant er 2-1-2, hvor to spillere presser højt i angrebszonen for hurtigt at vinde pucken tilbage. For hold, der prioriterer forsvar, bruges ofte en 1-4-fælde, hvor fire spillere falder tilbage for at forhindre modstanderen i at komme gennem midtzonen. Ifølge reglerne for opsætning skal spillerne opretholde deres position inden for formationen for at undgå kaos og bevare strukturen intakt. Forståelse af hvilke formationer der passer til forskellige spillefaser og modstandere er afgørende for at lykkes med holdets overordnede strategi.
I en defensiv spilleopstilling i ishockey handler det om at beskytte egen zone og forhindre modstanderen i at komme til farlige afslutninger. Hver spiller har et klart defineret ansvar, som er afgørende for, at holdet kan bevare strukturen intakt og følge gældende regler for organiseret spil. Backerne har hovedansvar for at blokere skud, rydde foran målet og støtte målmanden. Centeren har ofte et todelt ansvar, både med at dække pasningslinjer og hjælpe i puck-dueller. Vingerne skal presse modstanderens backer og lukke udgangen fra angrebszonen. En typisk strategi er at spille mand-mod-mand eller zoneforsvar, afhængigt af situationen og modstanderens styrker. God kommunikation og positionering er nøglen til et effektivt forsvar, og fejl kan hurtigt føre til mål imod. En tæt organiseret defensiv spilleopstilling giver holdet tryghed til at bygge videre i angreb, når pucken vindes tilbage.
I det offensive spilopstillingen handler det om at skabe bevægelse, åbne rum og sætte modstanderens forsvar under pres. Spillerne skal hele tiden arbejde med at finde ledige positioner og støtte hinanden både med og uden pucken. Centeren styrer ofte angrebet ved at fordele pucken og skabe plads til wings. Wings skal gå bredt for at strække forsvaret og komme forbi backerne, mens backerne ofte holder pucken i zonen fra blå linje og overvejer skud eller aflevering. En god strategi er at rotere positioner for at gøre det svært for modstanderen at følge markeringerne. I henhold til spilopstillingsreglerne skal angrebet være struktureret, så holdet ikke mister pucken unødvendigt. Hurtig puckflytning, præcise bevægelser og evnen til at udnytte muligheder er afgørende for at få succes offensivt i ishockey.
At kunne udskifte spillere korrekt under en kamp er en vigtig del af strategi og flow i ishockey. Korrekt udskiftning sikrer, at holdet altid har friske spillere på isen uden at bryde reglerne. Ifølge reglerne skal udskiftninger ske, når spilleren, der går af, er tilstrækkeligt tæt på bænken for at undgå for mange spillere på isen. Dette kaldes ofte «flyvende udskiftning» og kræver, at spillerne har god situationsforståelse og kommunikation. Spillere skal være opmærksomme på, hvornår det er fordelagtigt at skifte, for eksempel efter at have dumpet pucken dybt i modstanderens zone. Træneren kan også signalere, hvornår kæderne skal skiftes. En struktureret spilopsætning er afhængig af, at spillerne kommer ind og ud uden at skabe forvirring, da fejl kan føre til udvisninger og mål imod. Effektive udskiftninger giver et hold energi og er en vigtig del af kampstrategien.
I særlige situationer som powerplay og undertal stilles der ekstra krav til forståelsen af både regler og spilopstilling. Når et hold spiller powerplay, altså har en eller flere spillere mere på isen end modstanderen, handler strategien om at udnytte overtallet til at skabe gode scoringschancer. Spilopstillingen i powerplay er ofte struktureret som en 1-3-1-formation eller en traditionel paraply, hvor puckbesiddelse og hurtige afleveringer er afgørende for at bryde modstanderens forsvar op. I undertal, derimod, må holdet spille med færre spillere og fokusere på en solid defensiv struktur. Hovedmålet er da at blokere skud, presse puckfører og holde midten tæt. En vellykket undertalsstrategi indebærer høj arbejdsindsats, disciplin og klare roller, så holdet undgår at blive straffet. For at mestre sådanne situationer må spillerne kende reglerne og have god forståelse for, hvordan spilopstilling og strategi ændres med antallet af spillere på isen.
God kommunikation på isen er afgørende for at få succes med både offensive og defensive spilleopstillinger i ishockey. Spillerne skal løbende give hinanden korte og tydelige beskeder, uanset om det handler om puckbevægelser, opdækning eller udskiftninger. Gennem god dialog undgår man misforståelser og bevarer strukturen i holdet. Kommunikationsformen inkluderer både mundtlige og nonverbale signaler, såsom stavslag i isen eller håndbevægelser, hvilket er særligt vigtigt i højt tempo, hvor lydene forsvinder i støjen fra publikum og spillet. Samarbejde er også en nøglekomponent i enhver spilleopstilling, da samspillet mellem positioner giver holdet mulighed for at udføre sin strategi effektivt. Spillere skal have tillid til hinanden og forstå deres roller til enhver tid. Effektivt samarbejde fører til færre defensive fejl og bedre flow i angrebet, og er derfor en grundlæggende del af reglerne for organiseret ishockeyspil.
