Ishockey spilles normalt over tre perioder, hvor hver periode er reguleret af specifikke regler for spilletid og struktur. Reglerne sikrer, at spillet foregår retfærdigt og i overensstemmelse med internationale standarder, som blandt andet er fastsat af IIHF (International Ice Hockey Federation). Hver periode varer typisk 20 minutter med effektiv spilletid, hvor uret stoppes ved hver afbrydelse. Dette adskiller sig fra andre sportsgrene, der ofte bruger kontinuerlig tidtagning.
Hver periode i ishockey har en varighed på maksimalt 20 minutter med effektiv spilletid. Dette betyder, at uret stopper med det samme ved afbrydelser i spillet, som for eksempel ved dømt icing, regelovertrædelser, mål eller andre afbrydelser i spillet. Denne struktur sikrer, at det kun er ren spilletid, der tælles, i modsætning til sportsgrene som fodbold, hvor tiden løber kontinuerligt. Samlet set giver dette en spilletid, der i praksis kan variere afhængigt af antallet af afbrydelser.
Ishockeykampe inkluderer en pause mellem hver af de tre perioder, som normalt varer i 15 minutter. Dette giver spillerne tid til at hvile, evaluere præstationerne fra den foregående periode og lave nye strategier, inden de går på isen igen. Under pausen forlader spillerne isen og går til omklædningsrummet, mens arenaens personale benytter lejligheden til at jævne isfladen med en ismaskine, også kendt som en Zamboni. Dette hjælper med at genoprette optimale spilleforhold til den næste periode, hvilket er særligt vigtigt i en sport, hvor isens kvalitet kan påvirke puckens bevægelser betydeligt. Pauser er også til gavn for publikum, som kan opdatere sig på kampstatistikker eller skaffe forfriskninger.
Overtid i ishockey opstår, når stillingen er uafgjort efter tre perioder i ordinær spilletid. I sådanne tilfælde fortsætter kampen i en ekstra periode, også kendt som «sudden death». Spilletiden i overtidsperioden varierer afhængigt af turneringen og ligaen, men som regel spilles der med færre spillere på isen, ofte tre mod tre. Dette skaber mere plads og øger chancen for afgørende øjeblikke. Hvis ingen hold scorer i løbet af overtidsperioden, går kampen ofte videre til straffeslag for at afgøre en vinder.
Straffeslag bruges som en metode til at afgøre kampe, der stadig står uafgjort efter både ordinær spilletid og overtidsperioder. Hvert hold vælger spillere, som skal tage individuelle skud mod modstanderens målmand. Dette foregår normalt i et bedst-af-tre-format, hvor holdet med flest scoringer vinder. Hvis det stadig står lige efter første runde, fortsætter straffeslagene i en knock-out-konkurrence, kendt som «sudden death shootout». Spilleren, der tager straffeslaget, har kun én chance til at skyde eller finte forbi målmanden og skal gøre det inden for en strengt defineret tidsramme. Straffeslag giver ofte nogle af ishockeyens mest spændende øjeblikke og udfordrer både spillerens teknik og målmandens reflekser.
Forsinkelser og tidsstop i ishockey opstår oftest på grund af afbrydelser som puck ude af spil, skader på banen eller tekniske problemer i hallen. Reglerne sikrer, at spillet flyder så hurtigt som muligt ved at stoppe kampuret ved sådanne hændelser, hvilket opretholder retfærdighed i spillet. Dommerne har ansvaret for at genoptage spillet hurtigt efter afbrydelse, og der føres nøje kontrol med tiden for hver pause. Specifikke scenarier, som når et hold med vilje forsinker spillet, kan resultere i strafuddeling for usportslig opførsel. Disse retningslinjer bidrager til at minimere unødvendige pauser og maksimere spillets flow.
Ishockeyligaer rundt om i verden tilpasser ofte reglerne for perioder og spilletid baseret på lokale traditioner, niveauet for konkurrencen og endda hensyn til publikumsoplevelsen. For eksempel kan varigheden af overtidsperioder variere mellem ligaer, hvor NHL bruger fem minutters overtid med tre mod tre, mens andre ligaer, såsom europæiske turneringer, ofte har længere overtidsperioder. Straffeslag kan også organiseres forskelligt, afhængigt af ligaen. Desuden har nogle ligaer, som NHL, indført «coach’s challenge» og videobedømmelse for specifikke situationer, hvilket kan påvirke den samlede spilletid. Disse justeringer sikrer, at ishockeyspillet forbliver dynamisk og engagerende for både spillere og fans.
