Ishockey er en intens og fysisk sport, hvor dommere hele tiden må være på vagt over for faresignaler, der kan tyde på, at spillere er ved at krydse grænsen for, hvad der er tilladt. Almindelige faresignaler i kamp inkluderer gentagne små slag, albuer der løftes i dueller, stik med stav, og tydelig frustration hos enkelte spillere. Sådanne tegn kan varsle om en mulig eskalering af situationen på isen, og dommeren vil ofte følge ekstra nøje med på disse spillere for at forhindre situationer, der kan føre til udvisning. Adfærd, der gentager sig efter flere situationer, selvom de isoleret set ikke virker alvorlige, tolkes som tydelige faresignaler for potentielle regelbrud.
I ishockey kan gentagne regelbrud være stærke faresignaler, som dommerne tager alvorligt. Når spillere flere gange overtræder reglerne, uanset om det drejer sig om hooking, holding eller interference, vil dette ofte føre til skærpet opmærksomhed fra dommeren. Selvom hver enkelt overtrædelse i sig selv ikke nødvendigvis kvalificerer til direkte udvisning, kan mønsteret af gentagelser tyde på, at en spiller ikke har kontrol over sit spil eller med vilje forsøger at forstyrre modstanderne. Dette tolkes som negativ adfærd og truer sikkerheden på isen. En række sådanne hændelser kan føre til, at spilleren først modtager en advarsel eller en to-minutters udvisning, men hvis det fortsætter, risikerer vedkommende at blive vist permanent ud af kampen. Gentagne regelbrud skaber dermed en foruroligende rytme i spillet, som dommeren aktivt må bryde op.
Is hockey er en sport, hvor intensiteten og fysiske konfrontationer ofte presser grænserne for, hvad der er tilladt. Alvorlige tacklinger og overdreven brug af kraft er blandt de mest åbenlyse faresignaler, som kan føre til udvisning af spillere. Når en spiller går ind i en tackling med høj fart og lidt hensyn til modspillerens sikkerhed, betragtes dette som særligt farligt. Sådanne handlinger kan resultere i skader og bliver derfor straffet hårdt af dommerne. Eksempler inkluderer tacklinger mod hovedet, boarding eller cross-checking med stor intensitet. Dommernes vurdering tager ofte udgangspunkt i både udførelsen og intentionen bag handlingen. Hvis kraftanvendelsen er unødvendig eller virker bevidst farlig, kan det føre til direkte udvisning og yderligere disciplinære sanktioner for de involverede spillere.
Usportslig opførsel og bevidst provokation blandt spillere repræsenterer tydelige faresignaler i ishockey og kan hurtigt føre til udvisning. Dette gælder blandt andet overdrevne protester mod dommerafgørelser, hånlig gestikuleren mod modspillere eller publikum samt bevidst forsøg på at fremprovokere en reaktion fra modstanderen. Sådanne handlinger bryder med spillets ånd og forstyrrer kampens flow. Dommeren reagerer ofte øjeblikkeligt for at standse den negative spiral og sikre, at situationen ikke eskalerer. Selv mindre provokationer kan føre til straf, især hvis de sker gentagne gange. Når usportslig opførsel får lov til at udvikle sig, risikerer ikke blot den enkelte spiller at blive udvist, men det kan også føre til konfrontationer mellem hold, som øger risikoen for alvorlige hændelser på isen.
Trusler og voldelig opførsel udgør nogle af de mest alvorlige faresignaler i ishockey og tolereres ikke af dommere eller turneringsorganisationen. Når spillere lader frustration udvikle sig til trusler, enten verbalt eller gennem kropssprog, sendes der et klart signal om, at situationen er ved at løbe løbsk. Voldelig opførsel – såsom at slå med stav uden for spil, slagsmål eller fysiske overgreb mod modstandere – udgør ikke blot et brud på reglerne, men også en direkte fare for andres sikkerhed. I sådanne tilfælde gives der straks en udvisning, ofte med en matchstraf, som betyder, at spilleren skal forlade banen for resten af kampen – og risikerer yderligere sanktioner efterfølgende. Sådanne hændelser håndteres med nul-tolerance for at beskytte alle involverede og bevare sportens integritet.
Ishockeydommere har et vigtigt ansvar for at reagere på faresignaler under kampen, og brugen af advarselskort er et centralt værktøj i denne sammenhæng. Selvom ishockey ikke bruger gule og røde kort som i fodbold, anvendes en række håndsignaler og mundtlige advarsler for at indikere regelbrud. En almindelig reaktion fra dommeren er at give en to-minutters udvisning for mindre forseelser, men hvis en spiller udviser gentagen negativ adfærd eller begår en alvorlig forseelse, kan det føre til en fem-minutters straf eller matchstraf, hvor spilleren bliver vist helt ud af kampen. Dommerens vurdering sker hurtigt og baseres både på regelværket og på, hvordan handlingen påvirker kampens forløb og sikkerheden. Effektive reaktioner fra dommeren er afgørende for at kontrollere tempoet i ishockey og forhindre, at faresignaler udvikler sig til alvorlige situationer.
En udvisning i ishockey kan have store konsekvenser for holdet både i øjeblikket og senere i kampen. Når en spiller bliver sendt ud, må holdet spille med én mand mindre på isen i den periode, udvisningen varer. Dette skaber en betydelig ulempe og øger chancerne for, at modstanderholdet kan udnytte overtaget til at score mål. Hvis der er tale om en matchstraf, må den udviste spiller også forlade kampen helt, hvilket tvinger træneren til at justere kæderne og strategien. Faretegn, der fører til en sådan udvisning, påvirker holdets dynamik og kan føre til psykisk ubalance, frustration eller panik. I turneringsspil kan flere udvisninger også føre til karantæner i kommende kampe, hvilket reducerer holdets slagkraft over tid.
