Målmanden har en helt særlig funktion i fodbold, som adskiller sig væsentligt fra de øvrige spillere på banen. Ligesom målmænd i ishockey, har målmanden rettigheder, der giver ekstra beskyttelse mod angreb fra modspillere, især når han forsøger at gribe eller bokse bolden i trange situationer. Reglerne tillader, at målmanden bruger hænderne inden for eget straffesparksfelt, hvilket gør hans område til en slags zone med særlige betingelser. Derfor er det vigtigt, at dommere og spillere forstår, hvordan reglerne gælder anderledes for målmanden, og hvorfor han ikke kan udsættes for det samme fysiske pres som markspillere. Dette giver målmanden mulighed for at udføre sit ansvar som sidste skanse uden urimelig risiko for skade.
Inden for femmeteren – altså målområdet – gælder der særlige regler, som giver målmanden ekstra beskyttelse mod angreb fra modspillere. Dette område fungerer nærmest som en “hellig zone”, hvor dommeren er særligt opmærksom på fysisk kontakt mod målmanden. Angribende spillere må ikke hindre, presse eller være unødvendigt tæt på målmanden, når han forsøger at gribe eller bokse bolden. Denne beskyttelse er vigtig for at undgå skader og muliggøre sikre redninger i situationer med høj fart og intensitet. Ligesom systemet i ishockey, hvor målmanden også har et beskyttet område, er formålet at sikre målmandens handlefrihed i kritiske øjeblikke. Ulovlig nærkontakt i femmeteren resulterer ofte i frispark til det forsvarende hold, og dommeren vurderer nøje intentionen bag angrebet mod målmanden.
Reglerne i fodbold er klare, når det gælder fysisk kontakt med målmanden, især i situationer hvor han er ved at håndtere bolden. Ifølge reglerne skal enhver form for angreb, der bringer målmanden i fare, stoppes af dommeren, især hvis det sker mens han er i luften eller udsat under en redning. Dette inkluderer at skubbe, obstruere eller springe på en måde, der hindrer målmandens bevægelser. Selvom fodbold tillader en vis grad af fysisk duel, gælder der strengere regler, når det involverer målmanden. På samme måde som i ishockey, hvor målmanden har ret til at operere uden unødigt pres i sit område, er målmandens rolle i fodbold også beskyttet mod fysisk spil, som kan kompromittere sikkerheden. Det vigtigste er, at spillet forbliver fair, og at målmanden ikke udsættes for farligt spil forklædt som aggressivt pres.
Dommeren har en central rolle i at vurdere, hvad der udgør et ulovligt angreb mod målmanden, da mange situationer ikke er sort-hvide, men kræver skøn og erfaring. Reglerne giver dommeren et vist fortolkningsrum, især når det gælder vurdering af, hvorvidt en angribende spiller har hindret målmandens forsøg på at gribe eller bokse bolden. Dette er særligt relevant i kaotiske situationer foran målet, hvor både intention, kraft og kontakt vurderes i forhold til reglernes formål. Selv med tydelige regler, som i ishockey hvor målmanden har en defineret beskyttelseszone, må fodbolddommere ofte træffe hurtige beslutninger baseret på få sekunders observation. Det kan føre til diskussioner, men dommerens vurdering af kontaktens alvor og relevans for spillets gang er afgørende for, om der dømmes frispark, eller spillet får lov at fortsætte.
Når en spiller bryder reglerne, der beskytter målmanden mod angreb, får det øjeblikkelige konsekvenser for spillets gang. Et typisk brud vil resultere i frispark til målmandens hold, og hvis forseelsen sker i femmeteren, fløjter dommeren ofte øjeblikkeligt for at forhindre fare. I mere alvorlige tilfælde – for eksempel ved brug af overdreven kraft eller gentagen sabotage af målmandens bevægelser – kan spilleren få gult eller rødt kort. Dette er særligt relevant, når målmanden er i luften eller i færd med at gribe bolden, og modspilleren ikke gør et tydeligt forsøg på at spille bolden, men snarere forsøger et fysisk angreb. Ligesom reglerne i ishockey beskytter regelværket målmanden for at undgå situationer, der kan føre til skader eller uretfærdigt tab af boldkontrol. Dommeren skal ikke tøve med at sanktionere sådanne brud for at opretholde retfærdighed og sikkerhed på banen.
Almindelige situationer, der fører til frispark i forbindelse med angreb mod en målmand, opstår ofte under hjørnespark eller lange indkast, hvor mange spillere samles i og omkring målfeltet. Her forsøger angribere ofte at komme tæt på målmanden for at forstyrre eller blokere hans bevægelser. Hvis der opstår fysisk kontakt uden reel intention om at spille bolden, såsom at skubbe, holde eller spærre målmandens arme, fløjter dommeren som regel frispark. Også ved høje bolde, hvor målmanden hopper for at bokse bolden væk, og modspillere forsøger at støde ind i hans krop, er det almindeligt med afblæsning. Reglerne er udformet for at beskytte målmanden, på samme måde som man ser i ishockey, hvor målmandens zone er “fredet”. Mange af disse situationer afhænger af dommerens vurdering, men det fælles træk er altid, at angreb på målmanden strider mod spillets ånd.
Reglerne, der beskytter målmanden mod angreb, har gennemgået flere ændringer over tid i takt med spillets udvikling og øget fokus på spilleres sikkerhed. Tidligere blev det i højere grad accepteret, at angribere kunne presse målmanden fysisk, især under dødbolde. Men med øget forståelse for skadespotentialet er regelsættet blevet mere specifikt og stramt. Blandt andet er brug af arme og krop mod målmanden i det lille felt blevet tydeligere defineret som ulovligt. Regelændringer er også blevet påvirket af lignende praksis i andre sportsgrene som ishockey, hvor målmanden har en klart beskyttet zone. Dette har ført til klarere regler, som gør det lettere for dommerne at vurdere, hvad der er tilladt, og reducerer risikoen for farlige angreb på målmanden i sårbare situationer. Sådanne tilpasninger har styrket målmandens rettigheder og gjort rollen mere sikker over tid.
