Simulering i ishockey refererer til situationer, hvor spillere forsøger at overdrive eller forfalske reaktioner for at påvirke dommerens beslutninger. Dette kan inkludere at lade som om man er blevet væltet, skadet eller hindret, selv om kontakten var minimal eller ikke-eksisterende. Målet med denne adfærd er ofte at fremprovokere en straf for modstanderen eller sikre sit eget hold en fordel, som et overtalsspil. Denne form for snyd kan være svær for dommerne at opdage i kampens hede, da spillet ofte er intenst og hurtigt.
Simulering i ishockey kan manifestere sig på forskellige måder, afhængigt af situationen og spillerens intention. En almindelig form er såkaldt “dykning”, hvor en spiller dramatisk falder eller kaster sig på isen for at give indtryk af at være blevet væltet. Dette kan gøres, selv når der er minimal eller ingen kontakt med modspilleren. En anden type simulering er overdrivelse af smerte, hvor spilleren lader som om, et slag var betydeligt hårdere, end det faktisk var. I nogle tilfælde simulerer spillere også obstruktion ved at lade som om, de er blevet holdt eller blokeret ulovligt. Sådanne handlinger kan påvirke dommerens vurdering og føre til uberettigede straffe, som kan vende kampens gang.
Snyd i ishockey kan opstå af flere grunde, ofte som et resultat af presset om præstation og viljen til at vinde for enhver pris. Spillere kan føle sig tvunget til at ty til film for at opnå en strategisk fordel, som for eksempel at fremprovokere en straf mod modstanderen. Konkurrencepræget i sporten, kombineret med høje forventninger fra trænere, holdkammerater og fans, kan også føre til, at spillere søger genveje for at opnå resultater. Derudover kan manglende konsekvens i, hvordan reglerne håndhæves på isen, give spillerne indtryk af, at risikoen for at blive straffet for film er lav, hvilket yderligere opmuntrer til denne type snyd.
Regelværket i ishockey har klare bestemmelser rettet mod at forhindre simulering og straffe spillere, der bevidst snyder. I mange ligaer, herunder NHL og IIHF-turneringer, kan spillere, der bliver taget for simulering, modtage mindre straffe, ofte kaldet “dykkestraffe.” En sådan straf indebærer normalt to minutters udvisning, hvilket sætter deres hold i undertal. Dommere har også mulighed for at give dobbelte straffe, hvis de mener, at både simulering og kontakt fra modspilleren fandt sted. For gentagne forsøg på simulering eller eksempler på overdreven snyd kan spillere også pålægges økonomiske bøder eller i sjældne tilfælde suspensioner, især hvis handlingerne tydeligt er fanget på videobevis. Disse regler eksisterer for at opretholde fair play og sikre, at spillet forbliver retfærdigt og autentisk for både spillere og tilskuere.
Simulation i ishockey kan have alvorlige konsekvenser for både spillere og hold. For spillere kan det føre til et svækket omdømme blandt medspillere, trænere og fans. Et ry for at være en “snydespiller” kan påvirke karrieren negativt og endda medføre tab af sponsorater. Holdet kan også lide under sådanne handlinger, da straf for simulation ofte resulterer i undertal på isen. Dette kan give modstanderen en betydelig fordel og ændre kampens dynamik. Gentagne episoder af simulation kan også føre til, at holdet får et dårligt forhold til dommere, hvilket får konsekvenser for fremtidige afgørelser. Derfor kan snyd ikke blot påvirke den enkelte spiller, men også holdets samlede præstation og omdømme i ishockeymiljøet.
Simulering i ishockey rejser en række vigtige etiske spørgsmål, der udfordrer sportens integritet. På den ene side fremhæves fair play som en grundlæggende værdi, hvor spillere forventes at optræde ærligt og med respekt for både modstandere og spillets regler. Når spillere benytter sig af simulering, undergraver det denne værdi og sender et negativt signal til unge spillere og fans. På den anden side kan nogle argumentere for, at simulering er en del af den strategiske dynamik i spillet, hvor spillere prøver at teste grænserne for, hvad der er acceptabelt for at sikre en fordel. Denne gråzone skaber debat og rejser spørgsmål om, hvorvidt snyd i form af simulering kan forsvares som en taktisk nødvendighed eller bør fordømmes som et etisk brud, der straffer hele sporten.
At bekæmpe simulering i ishockey kræver en kombination af forebyggende tiltag, strengere håndhævelse af regelværket og uddannelse. En vigtig strategi er at give dommere bedre værktøjer til at identificere snyd, såsom avanceret videoteknologi og grundigere træning i at genkende simulering. Dette gør det muligt at straffe spillere, der forsøger at påvirke kampens udfald uretfærdigt.
Samtidig kan uddannelsesprogrammer for spillere og trænere bidrage til at øge bevidstheden om de negative konsekvenser af simulering både på og uden for isen. Ved at fremhæve vigtigheden af fair play som en grundlæggende værdi kan man skabe en kultur i sporten, hvor sådanne handlinger ikke tolereres. Et andet tiltag er at indføre strengere straffe for gentagen simulering, såsom bøder eller suspensioner, for at afskrække spillere fra at snyde.
